Tasken med plads til dit liv

tote bag

Med denne vejledning lærer du at sy en taske med foer og indvendige lommer. Vejledningen finder du nederst på siden, lige til at downloade.

Jeg kalder det for en basis model, og det gør jeg fordi du kan bruge mønstret som udgangspunkt til at designe en taske, der passer til netop dit behov.

Mit udgangspunkt er en model der måler 48 cm i bredden og 50 cm i højden og med en bund på 16 cm i dybden. Disse mål er inkl. Sømrum, du bestemmer selv hvor meget sømrum du vil have, men jeg anbefaler ca. 1,5 samt en stinglængde på 2,5. Ønsker du sømmene forstærket, syer du i samme stikning en ekstra gang.

Så fremgangsmåden er den samme, du bestemmer selv højde og bredde samt dybden.

Mine egne modeller

Modellen har jeg brugt til at lave 3 tasker til mig selv, som jeg bruger næsten hver dag.
Den første model er min arbejdstaske. Den er med indvendig lynlåslomme, holder til min drikkedunk så den ikke vælter rundt i tasken, rum til kuglepennen og 2 rum mere til håndsprit, håndcreme m.m. Det bedste ved tasken er det store rum, her er der plads til min pc, kalender, en bog, madpakke m.m.

En anden model jeg har lavet, måler 45 cm i bredden og 35 cm i højden. Den bruger jeg blandt andet til mit strikketøj og er i kraftigt stof så den kan stå selv og fungere som en kurv, en anden er i bløder materiale og er god at have med mig, da den ikke fylder så meget.

Den tredje model er til yoga og er rigtig god til at rumme mit yogaudstyr jeg skal have med, og hvor yogamåtten kan sidde udvendigt i remmene.

Sykit

De sykit jeg sælger fra vores hobbystue Krea Søstrene, er en blanding af materialer der er tilbage fra mine andre projekter og nye materialer. Håndarbejde med omtanke er mit slogan og det kommer her til udtryk ved, at jeg bruger så meget som muligt af de materialer jeg har liggende. I dag er jeg meget klogere på hvilke materialer jeg vil bruge og hvordan det er behandlet, så det meste af materialet til mine kit, er materialer der er af genanvendt materiale, Oeko-Tex eller Organic.

Skriv en kommentar